Transportkorridoren har eksisteret siden 1973 med forskellig juridisk fundering. Nu er den defineret i Fingerplanen, der senest er revideret i starten af 2019.
Der er især to punkter, der kan sættes spørgsmålstegn ved vedr. det juridiske grundlag for korridoren.
- Der findes retsafgørelser fra to principielle svenske sager, hvor Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at der er grænser for, hvor længe en stat kan lægge særlige begrænsninger på borgernes rådighed over deres ejendom. Den svenske stat tabte de to sager, der vedrørte arealreservationer til vejanlæg. Arealreservationerne havde været gældende i hhv. 23 og 10 år, og var dermed betydeligt kortere end tilfældet er med transportkorridoren, hvor arealreservationerne nu har været gældende i 46 år. Juridiske eksperter som foreningen Nej til Ring 5 har konsulteret mener, at foreningen har gode muligheder for at vinde en sag mod staten, således at transportkorridoren kendes ulovlig. Foreningen overvejer pt. om en sådan sag bør startes.
- Transportkorridoren berører 6 såkaldte Natura 2000-områder, som er internationale naturbeskyttelsesområder reguleret af EUs habitatsdirektiv. De berørte Natura 2000-områder omfatter bl.a. Mølleådalen, skovområderne omkring Tokkekøb Hegn/Store Dyrehave og Vadsby Mose ved Sengeløse. Der er forbud mod at planlægge veje gennem Natura 2000-områder. Administrationen af områderne er meget restriktiv og ændringer kræver EU-godkendelse. Det er derfor usandsynligt, at den danske stat kan anlægge Ring 5 gennem den fastlagt transportkorridor. Nej Til Ring 5-foreningen opfordrer på den baggrund staten til at rydde op: det er meningsløst at fastholde en transportkorridor til lovstridige infrastrukturprojekter – ikke mindst set i lyset af de begrænsninger, som reservationerne til korridoren pålægger borgerne.